<%@LANGUAGE="JAVASCRIPT" CODEPAGE="1252"%> Havjagt

 

Havjagt/trækjagt

En tur på Vejlefjord den 11 - 12.1.2013
Min far og jeg havde længe talt om, at vi skulle en tur ud i skydeprammen, men vejre og vind havde ikke rigtig passet til det sted vi gerne ville ligge. Men nu passede det 4 m.sek. fra nord og nordvest. Så fredag eftermiddag satte vi prammene i vandet og fik dem læsset med div. udstyr for vi ville nemlig overnatte i prammene. Med min lille el påhængsmotor spændt på min pram og med far på slæb i hans pram tog de ca. 20 min. At nå frem til det sted vi havde udset os.

Vel fremme fik vi lagt motor og batteri samt div. materialer ind på land for der må ikke jages med motor i det område af fjorden. Klokken var nu ved at nærme sig 16.15 og solen skulle gå ned 16. 45, så vi havde lidt travlt med at få smidt nogle lokkefugle ud. Der var en del fugle over fjorden, men vi havde ikke fået os placeret helt ideelt i forhold til deres træk rute, vi var nok lidt for tæt på land, men pyt med det det var en flot solnedgang. Selv om der stadig var 15 min. Til lukketid valgte vi at søge ind til land det ville være træls at skyde en and og den så dykkede, så er de ikke nemme at se i mørket. Prammene blev trukket lidt op på land og Trangiasættet blev startet op nu skulle der laves boller i karry. Efter at vi havde spist tændte jeg et lille bål op af en stor sten, jeg havde undervurderet højden på min ene støvle da vi skulle i land så den og sokkerne var blevet en anelse våde. Og imens at støvle og sokker tørrede, fik vi os et par store kaffepuncher.
Hvor er det bare skønt, at sidde der i stilheden og kikke ud på fjorden og den stjerneklare himmel og se morild i vandet. (Morild kommer fra alger med lysproducerende organer og stimuleres af bevægelser i vandet). Og det sammen med sin far der er over 70 år det er sku´ godt gået at han stadig har fysikken og helbredet til sådanne lidt barske ture. Nå, men sokkerne og støvlen var nu blevet tørre og det var tid til at gøre klar til at komme i posen. Vi fik sat bøjlestængerne i åregaffel hullerne og spændt phoncoen ud over, så var vi klar til at kravle i seng. Ved 01.00 tiden var jeg nød til at stå op og trække prammene lidt længere op på land da det var blevet højvandet. Far blev nu i posen, men gryntede lidt da jeg trak ham lidt længere op på land. Jeg kunne nu godt mærke at det var begyndt at fryse og der var også kommet lidt snebyger, så det var dejlig at komme ned i prammen og den varme sovepose igen.

Da alarmen i telefonen kimede løs 05.45 havde man mest lyst til at blive i posen for der var is på indersiden af phoncoen, men når man nu har prøvet at overnatte mange gange udenfor før så har man altid husket at putte sit tøj i soveposehylsteret og ned i bunden af soveposen for så er det dejlig varmt at få på. Vi fik varmet noget vand på Trangiasættet til kaffe og imens det blev varmt blev der varmet toastbrød på låget. Solen skulle stå op kl. 08.44 så vi gav os god tid til at nyde kaffen. Jeg valgte at søge ca. 100 m. længere ind langs kysten, men far ville blive hvor vi var om aftenen. Efter at ha´ lagt lokkere ud var det bare at vente på at der skulle komme ænder. Der var en del gråænder der rappede og jeg kaldte også med mit andekald, om det var andekaldet eller lokkerne der virkede ved jeg ikke, men pludselig kom der 4 gråænder og smed sig ca. 20 m. uden for lokkerne. De cirklede lidt rundt, men svømmede så ind mod mig. Da de var inde for skudhold holdte jeg til den ene af dem og den døde i knaldet, ramt i hovedet, men selv om den var ”hjernedød” kunne den godt svømme, så der måtte sættes lidt fart i årene inden den kom for langt væk. Det blev til denne ene and selvom der var mange ænder i luften. 2 gange oplevede jeg at havørnen kom glidende over fjorden og det kunne godt nok få især hvinænderne på vingerne, men også andre fugle søgte på vingerne. Ved 10.30 tiden ringede far til mig og spurgte om vi ikke skulle slutte jagten og få samlet tingene sammen og søge hjemad. Jeg mente også, at det var tid til at søge hjem der går jo en del timer med at rengøre udstyr og pramme efter mødet med det salte vand. Vel inde i varmen kan man så kikke ud på vildtkrogen og tænke tilbage på endnu en dejlig oplevelse i den danske natur.

Vissenbjergen og Kojakken klar til natten - Far skal lige ha´ en smøg inden han skal i posen.

En fin gråand - et blik ud over fjorden

Havørn

Jeg har siden jeg fik jagttegn drevet en del havjagt/trækjagt. Hovedsagelig omkring Æbelø, men inden for de sidste år er det blevet til flere ture i Horsens fjord, Vejle Fjord og Lillebælt pga. den åndsvage 100 meter fredning omkring Æbelø. Havjagten er en fasinerende form for jagt, hvor det er på naturen og vildtets premisser jagten udøves. Jeg ynder at blive ude på vandet et par dage af gangen og overnatte i prammen. Det at ligge der ude i stilheden er bare noget af det bedste i verden.

Her er lidt historier og billeder fra nogle af de gange jeg har været på vandet.

Min skydepram ( Vissenbjerg ) klar til sæsonen

Mål & vægt:
Højde bund til cockpitkarm: 0,60 m.
Cockpit længde 1,65 m.
Cockpit bredde: 0,90 m
Længde: 3,80 m.
Bredde: 1,15 m.
Dybgang: 0,15 m.
Fart: 0-14 knob
Motor: 2-6 hk
Vægt u. motor: ca. 60 Kg.

Holstedbro jolle

Vi er 5 mand der har købt en Holstedbro jolle med som vi er ved at renovere. Det bliver spændende at se om vi kan sejle til fuglene med den.

Motor: 7,4hk 1 cyl AD 182 M Arona marina diesel

Så er motoren renoveret fra yderst til indrest

 

 

 

Billederne er fra en dejlig oktober morgen ved Alrø Sund , hvor vi var 2 pramme afsted far og mig. Der var en del fugle i luften og Kim skød 3 fugl.

En af lokkegæssene

December 2006

Så blev det endelig vejr til at, komme ud i prammen igen efter snart en måned med blæst. Denne gang gik turen igen til farvandet ved Hjarnø. Vi valgte at sejle efter at solen var stået op, for vi ville blive der ovre og sove i prammen. Over middag begyndte det at blæse op, og jeg trak lidt længere ind mod land. Dan blev ude på det åbne vand, med hvad der af følger, som bølger der slår ind over båden. Vi så en del fugle, men der var ikke det store træk, der hvor vi lå. Jeg ville ønske, at vi måtte skyde regnsporve, for dem var der rigtig mange af. Jeg havde dog chancen til fire gæs, men de kom bagfra, og jeg bedømte dem til, at være nået for langt ud inden jeg var kommet op. Efter jagten trak vi prammene op på land og riggede dem til for natten. Trangia sættet blev tændt op, og en blandet ret blev varmet. Det er nu godt at få noget varmt at spise efter en kold dag. Da klokken var 1900, gik vi en tur langs med stranden for lige at synke maden og dagens oplevelser. Vi oplevede også morild. Den mest iøjnefaldende form for lysfænomener af biologisk oprindelse i Danmark, findes i vandet. Hvis man er heldig, kan man komme til at opleve det betagende fænomen morild, når man er ude at sejle. Morild er et lys i vandet, som udsendes af furealger. Lysudsendelsen stimuleres af bevægelse i vandet, og er der alger nok, kan dønningerne fra ens båd blive glødende. En svømmetur i det selvlysende vand er en uforglemmelig oplevelse. Hvilket vi så undlod, denne december aften hvor vandtemperaturen nok kun var 10-12 grader og luften 8. Vi valgte at tørne ind tidlig, nu nok mere fordi det var sku´ en kold vind. Kl. 0700 var det op og få lidt at spise og en kop lunken kaffe og så ud med lokkerne. Blæsten var ikke mindre kraftig, den blæste nok en 7 til 8 meter, og så begyndte det at regne øv øv, men nu var vi jo kommet af sted. Jeg havde lavet to af mine lokkegæs om så de kunne flyde. Jeg havde taget noget flamingo, skåret til, og så et jernrør i bunden og de flød ganske godt. Det er jo også dejlig når ens anstrengelser bære frugt, for pludselig kom der to gæs i lav højde ind fra højre side, da de var ved at lægge an til landing holdte jeg til den bagerste og den gik i baljen. Jeg overvejede at skyde til den anden, men lod den flyve, da man jo altid skal huske, når man er på vandet er der store chancer for, at fuglene enten kan dykke eller svømme og det var lige, hvad den nedlagte gås ville. Op og af med ankertovet og i med åren og så på jagt, efter ca. 100 meter lykkedes det dog, at få anbragt lidt hagl i hovedet på gåsen og så svømmede den da ikke længere. Da jeg kom til bage til ankerpladsen, var det Dan der skød og jeg kunne se, at der var en fugl der gik i vandet. Dan sejlede længe omkring for at finde fuglen, dog uden resultat, han sagde, at den lå med lapperne lige i vejret, men da han havde fået ankeret fri var den væk. Ja sådan kan det desværre også gå når man er på vandet. kl. var nu blevet 1030 og vi blev enige om at vi ville sejle hjem.

Endnu et par dejlig dag på havet

 

En dag på Vejle fjorden:

Jeg havde brugt en del tid på, at få min Vissenbjerg skydepram gjort klar til sæsonen og nu var dagen kommet. Vækkeuret ringede kl.0300 det var godt nok tidligt, men da jeg viste at det ville være skyfrit og fuldmåne var det med at komme af sted i god tid. Jeg havde aftalt med Erling og Dan, at vi skulle mødes ved Shell tanken og følges det sidste stykke ned til fjorden. Da vi ankom til stranden, fik vi hurtig bådene i vandet og nu skulle min julegave til mig selv afprøves. Jeg havde givet mig selv en elektrisk påhængsmotor til 12 volt. Den virkede ganske fint, den kunne slæbe de to andres både uden problemer. Da vi ankom til det sted, hvor vi ville ankre op fordelte vi os langs med kysten og fik lagt ca. 60 lokker ud af forskellig art. Derefter var det bare at få sløret båden med div. net og tang og så krybe godt ned i båden og få varmen i fingrene igen. Der var rigtig mange Edderfugle på fjorden, men de smed sig 300 meter ude. Hvinænder var der også mange af, der var flere, som var lige ved at ligge an til landing, men lige uden for skudhold. Jeg fik dog chancen til en enkelt skallesluger, men skød bagved. Jeg overvejede på et tidspunkt, at flytte mig længere ud i fjorden, men det var begyndt at blæse op, så det må prøves en anden gang. Omkring middags tid trak vi ind på kysten. her fik vi gang i Trangiasættet og fik varmet en gang suppe. Det gav varmen og vi blev enige om, at vi lige så godt kunne blive til det blev mørkt. Hen under aften var Erling dog så heldig, at dublere på Gråænder. Så lidt vildt kom der da med hjem. En af de sjove oplevelser var, at vi heledagen havde en flok små lappedykker rundt om os, ja faktisk helt ind til båden og sidst på formiddagen var der også en sæl, der stak hovedet op ikke langt fra os. Så på trods af, at vi ikke skød så meget var det en dejlig dag, som med garanti skal prøves igen, men denne gang vil vi nok prøve, at komme lidt længere væk fra kysten.

Nogle af de steder jeg jager.